Bookmakere og royalister har ventet i spænding, og mandag formiddag kom så afsløringen: Prinsesse Madeleines og Chris O'Neills nyfødte datter får navnet Adrienne Josephine Alice.
Det fortalte hendes morfar, kong Carl Gustaf, ved et møde i regeringsrådet mandag. Det skriver svenske Aftonbladet.
Den lille prinsesse er så langt nede i tronfølgen, at det er usandsynligt, at hun nogensinde skulle blive dronning.
Det har givet prinsesse Madeleine og hendes mand frit lejde til at kalde deres datter noget, der i royale kredse er utraditionelt, men som ifølge Hello Magazine er et navn, som parret elsker.
Hendes to mellemnavne er der dog royale forklaringer på. Josephine er et gennemgående navn i den svenske kongefamilie - prinsesse Madeleine hedder det for eksempel også selv - mens Alice er navnet på den lille nyfødte prinsesses oldemor, dronning Silvias mor.
Prinsesse Adrienne Josephine Alice, der blev født i fredags, bliver hertuginde af Blekinge.
/ritzau/