Moderen tændte for en havegrill og kvalte sin datter med en pude, hvorefter hun selv lagde sig til at dø.
Det viser undersøgelser og obduktionen af de to lig, der blev fundet i Svendborg i går. Den 46-årige mor og hendes kun syv år gamle datter blev fundet på sengen i soveværelset.
"Moderen er død af kultilteforgiftning og pigen er død af kultilteforgiftning kombineret med kvælning idet, der er blevet lagt en pude over hendes ansigt," forklarer vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi.
Politiet mener, at motivet for den forfærdelige familietragedie er en uenighed omkring forældremyndighed over pigen.
"Der er nogle få ting, vi skal have afklaret, men som vi ser det, har vi klarlagt både motivet, og hvad der er sket i sagen," siger Jack Liedecke.
Det var den myrdede piges far, der tilkaldte politiet til huset, hvor patruljebetjentene fandt mor og datter liggende døde på sengen i soveværelset. De blev fundet omkring klokken 17 i går.