Hvis du drømmer om at sove længe og møde senere på arbejde, så er der ingen grund til at frygte, at det kommer til at koste dyrt på lønsedlen.
Ny forskning fra Rockwoolfondens Forskningsenhed viser nemlig, at a- og b-mennesker med samme uddannelse og i samme job får næsten det samme i løn, uanset om de arbejder tidligt eller sent.
Generelt tjener a-mennesker syv procent mere i løn end b-mennesker.
Men hvis de har de samme kvalifikationer og er kolleger på den samme arbejdsplads, så er lønforskellen næsten ubetydelig, fortæller forskningschef Jens Bonke.
"Hvis folk har samme uddannelsesbaggrund og kvalifikationer, men har forskellige søvnrytmer, så er der kun en forskel på to procent," siger seniorforsker Jens Bonke til Newspaq.
For ti år siden fik a-kollegaen syv procent mere i løn end b-kollegaen for det samme arbejde.
Hos interesseorganisationen B-samfundet, der taler på vegne af 25 procent af danskerne, er stifter og formand Camilla Kring ikke i tvivl om, at arbejdsgiverne er ved at indse nytten af mere fleksible arbejdstider.
"På arbejdspladserne giver det god mening at lade a-menneske arbejde klokken syv om morgenen og lade b-menneske møde efter klokken ti. Så får man mest effektivitet for pengene," siger Camilla Kring, der er civilingeniør og ph.d. i balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
Hun anbefaler danskere, der gerne vil arbejde senere, at gøre chefen klogere på, hvilke fordele, der er ved en senere mødetid.
"Det handler om at gøre virksomheden opmærksom på, at man kan blive mere effektiv og få mere livskvalitet ud af at arbejde senere. Samtidig kan man spare tid på de mindre trafikerede veje, hvis der er transport forbundet med arbejdet," siger Camilla Kring.
Typisk a-døgn:
Står op kl. 06 og går i seng kl. 22
Typisk b-døgn: Står op kl. 10 og går i seng kl. 02
10 - 15 procent af befolkningen er a-mennesker
15 - 25 procent af befokningen er b-mennesker
Der findes over 100 forskellige døgnrytmer. Resten af befolkningen er enten let a- eller let b-menneske.
Kilde: B-Samfundet