Den ene af de to sigtede i sagen om omfattende tyveri fra Rigsarkivet har været kendt af politiet i mange år. Det drejer sig om en 46-årig mand.
En kilde i politiet fortæller til Ritzau, at den 46-årige HI tilbage i 1980'erne var kendt som grønjakke. Grønjakkerne var en fremmedfjendtlig gruppering, som hovedsageligt hørte hjemme i København.
Ifølge Ritzaus oplysninger er manden, som i øvrigt er tatovør, desuden kendt i narkomiljøet.
Ritzau er bekendt med, at den 46-årige tidligere på året var i politiets søgelys i forbindelse med en sag, hvor han angiveligt truede en politibetjent.
Truslerne blev fremsat på et jobcenter i København, hvor den 46-årige sagde til en medarbejder, at han ville nakke den pågældende betjent.
HI gik på det tidspunkt med krykker, angiveligt fordi han var blevet ramt bagfra af en politibil og havde brækket begge ben, og HI har i den forbindelse klaget over politiet.
I sagen om tyveri fra Rigsarkivet er også en 53-årig mand sigtet. Ifølge Ritzaus oplysninger skulle han være ustraffet.
/ritzau/