To franske miniubåde skal finde sandheden om AF 447's sidste minutter, inden Airbus-flyet styrtede i havet godt 700 kilometer øst for øgruppen Fernando de Noronha.
Flyets sorte bokse ligger formentlig sammen med det meste af vraget i en dybde af 2.000 til 3.000 meter og kan højst sende signaler i 30 dage.
"Fort at finde flyet skal der bruges skibe udstyret med en speciel sonar og miniubåde. Det er enorm opgave," siger Ronaldo Jenkins, sikkerhedskoordinator for de brasilianske flyselskaber til AFP.
De to miniubåde, der nu er på vej til ulykkesområdet med et fransk skib, kan operere på helt ned til 6.000 meters dybde.
Men havdybderne og strømforholdene gør, at det kan blive ligeså svært at finde AF 447, som det var at finde Titanic.
Det mener teknisk ekspert Derek Clarke, direktør i det skotske firma Divex, der laver militært og kommercielt dykkerudstyr.
"Hvis man tænker på, hvor længe, det tog at finde Titanic, og at vragdelene nu er mindre, så er det virkelig en nål i en høstak. Det er et kæmpe område, og det kan tage måneder at sende sonar ned på de dybder," siger han til The Guardian.
Sorte bokse har et signal, der kaldes et ping, og som bliver aktiveret, når de er nedsænket i vand.
Selve den enhed, der udsender pinget, er fastgjort til de sorte bokse, der var placeret i flyets ende og i cockpittet.
Men selv med hjælp fra signalet, bliver det ekstremt vanskeligt at finde boksene på grund sigtbarheden, strømmene og det kuperede terræn i Atlanterhavet ud for Brasilien, påpeger flere eksperter.
Frankrigs premierminister Francois Fillon siger, at det er en "kamp mod uret" for at finde vraget og de sorte bokse.