Mindst syv mennesker er blevet dræbt i de seneste dages uroligheder i Iran, der er opstået på grund af utilfredshed efter præsidentvalget.
Samtidig har udenlandske journalister fået forbud mod at dække urolighederne, og de ting har nu fået det danske Udenrigsministerium til at opdatere sin vejledning til rejsende i landet.
"Rejsende bør udvise forsigtighed og holde sig på afstand af demonstrationer og større menneskemængder, især i Teheran og andre større iranske byer," skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Samtig advarer de imod, at der kan være problemer med at bruge telefon og internet. Flere hjemmesider, som for eksempel britiske BBC's, er blevet lukket og nogle steder er der også blokeret for mobilopkald eller sms.
Udenrigsministeriet har dog længe advaret rejsende om en generel terrortrussel i landet.
"Ud over den generelle terrortrussel i landet er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb kan blive rettet direkte mod danskere i landet," skriver ministeriet videre og opfordrer til, at man ikke skilter med, at man er dansk.