For to dage siden fortalte iranske statsmedier, at landets oppositionsleder Mir Hossein Mousavi skulle være flygtet ud af Iran. Andre kilder siger, at han er anholdt.
Men nu har han selv lagt en erklæring ud på internettet, hvor han opfordrer det iranske præstestyre til at løslade alle politiske fanger og indføre presse- og ytringsfrihed.
Han siger også, at landet er i en "alvorlig krise", og at den krise ikke kan løses, før regimet erkender, at der er problemer, skriver BBC.
Desuden frygter han ikke at dø for folkets krav og advarer styret om, at hans død eller arrestation ikke vil mildne de vrede folkemængder.
De seneste uger har der været massive uroligheder i Irans hovedstad Teheran mellem politi og oppositions-tilhængere.
Mindst 15 demonstranter menes dræbt og over 1.500 personer anholdt.
Mousavi's nevø Seyed Ali Mousavi var én af de mindst otte personer, der blev dræbt den 27. december, hvor politiet slog hårdt ned på en demonstration mod præstestyret.