Man skulle umiddelbart tro, at Maha al-Sudairi, der er gift med den saudiarabiske indenrigsminister, har penge nok. Alligevel er hun stukket af fra en tøjregning på mere end en million kroner.
Nu har retten i Frankrig dog besluttet, at hun skal betale pengene til den franske butik, efter en foged trådte op på hendes hotelværelse på luksushotellet 'George V', der ligger på den berømte gade Champs Elysee i Paris.
Ifølge den franske butiks advokat, Jacky Benazereh, har forretningen flere gange sendt en regning til kvinden, men hun har altså ignoreret brevene hver eneste gang.
"Under operationen mødte den saudiarabiske konsul op, og efterfølgende blev min klient garanteret en check på hele beløbet," siger han til BBC.
Ifølge BBC's mand i Paris er det dog ikke den eneste butik, som kvinden skylder penge. Hun blev i øvrigt anklaget for at tæve sin tjener tilbage i 1995, fordi hun mistænkte vedkommende for at stjæle fra hende.