De unge "hungrer" efter viden om reglerne for deling af nøgenbilleder- og videoer.
Sådan lyder det fra Karen Ellemann (V), der er minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
Derfor sætter hun sammen med VLAK-regeringen en række oplysningsinitiativer i gang. De skal være med til at forebygge de såkaldte hævnporno-sager.
- Når man om nogle år laver nogle undersøgelser af, om unge kender til reglerne for deling af billedmateriale, håber jeg, der vil være en langt større viden og bevidsthed om, hvad man må og ikke må, siger hun.
Helt konkret er der blevet lavet en "Ung-til-ung"-kampagne, hvor unge taler til andre unge om problemstillingen på YouTube.
Samtidig skal der blandt andet laves inspirationsmateriale til ungdomsuddannelsesinstitutionerne, og Nordisk Ministerråd vil lave oplysningsarbejde om rettigheder til børn og unge i Norden.
Ministeren mener, der er sket et "normskred" blandt unge.
- Det er et normskred, at man bare sender ting videre uden at tænke på følgerne og de mennesker, det rammer, siger hun.
Ifølge regeringens nye pakke med initiativer har ti procent af drenge og mænd mellem 15 og 25 år sendt eller postet seksuelt billedmateriale af andre. Det gælder fire procent af pigerne.
Desuden fremgår det, at 53 procent af 15-30-årige har modtaget nøgenbilleder.
Siden 1. maj 2016 har Red Barnet modtaget omkring 330 henvendelser, hvoraf størstedelen kommer fra piger.
Karen Ellemann mener ikke, at to års kampagnearbejde kan stoppe problemet helt. Men hun føler sig overbevist om, det har en effekt.
- Jeg tror helt klart, det kan rykke på noget, når det her bliver sat på dagsordenen og debatteret på ungdomsuddannelser, grundskoler og folkeskoler, siger ligestillingsministeren.
Foruden oplysningsarbejdet har regeringen fremlagt initiativer, der blandt andet skal give højere straffe ved digitale sexkrænkelser.
/ritzau/