Det giver masser af arbejdspladser at fjerne skattefriheden for danskere, som arbejder i udlandet.
Det skriver skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i et indlæg i Berlingske Tidende.
- Et forsigtigt skøn er, at afskaffelsen af skatterabatten for udstationerede medarbejdere giver et provenu på 265 millioner kroner, skriver han og fortsætter:
- Det er penge, der bruges på at sænke skatten for alle i arbejde, hvilket samlet set betyder, at knap 16.000 flere kommer i beskæftigelse.
Det er beregnet efter samme regler og principper, som tidligere regeringer har brugt, fremhæver han.
Skatteministeren afviser den voldsomme kritik, som ikke mindst erhvervslivet har rettet mod fjernelsen af skattefriheden for danskere i udlandet.
Ændringen følger af skattereformen, som blev aftalt tidligere på året med et bredt flertal.
Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri, har kaldt det den største fejl i meget lang tid. Det synes skatteministeren ikke.
- For regeringen har det været vigtigere, at alle danskere i arbejde fik en skattelettelse end at fastholde en særregel, der betød, at nogle få slet ikke skal betale dansk skat, skriver han.
Ifølge ministeren nyder cirka 5000 udstationerede danskere godt af den hidtidige ordning med skattefrihed.
Han afviser erhvervslivets påstand om, at færre bliver udstationeret og der dermed skabes færre job i Danmark.
- De højtuddannede medarbejdere der, i stedet for at blive udstationeret, nu vil arbejde i Danmark - typisk i højproduktive erhverv - vil også skabe arbejdspladser, skriver Thor Möger Pedersen.
Han angriber også økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, som mener, at skattereformen er underfinansieret og vil føre til færre job.
- Vi har brugt de samme regneregler, som han selv benyttede sig af som medlem af Skattekommissionen, skriver ministeren.