Lastbiler med store og flere anhængere er lige så sikre som almindelige lastbiler.
Det viser en ny omfattende evaluering af en tre-årig forsøgsperiode af de såkaldte modulvogntog fra Vejdirektoratet.
"Jeg hæfter mig især ved de markante økonomiske og miljømæssige gevinster forbundet med modulvogntog, samtidig med at rapporten konkluderer, at modulvogntog ikke er mindre trafiksikre end andre vogntog," siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i en pressemeddelelse.
Modulvogntog er lastbiler med store anhængere, der er længere og potentielt tungere end traditionelle lastvogne.
Rapporten viser blandt andet, at de store lastbiler giver væsentlige samfundsøkonomiske gevinster, fordi der er lavere transportomkostninger og mindre udledning af CO2.
Samtidig viser rapporten, at modulvogntog har været involveret i relativt færre uheld, sammenlignet med andre tunge køretøjer. Derfor vil ministeren nu forlænge forsøgsperioden.
"Jeg glæder mig også over den brede politiske opbakning til at forlænge forsøgsperioden med fem år, så forsøget nu forløber frem til udgangen af 2016," fortæller Henrik Dam Kristensen.
Danmark vil nu under EU-formandskabet sætte modulvogntog højere på dagsordenen.