Mandag 14.50:

Jeg har det som dagen før en eksamen. En skriftlig, vel at mærke – jeg var som regel god til de mundtlige. Jeg er egentlig ret sikker på, at jeg slipper billigt i morgen. Alligevel er jeg spændt. Det er som om, jeg er blevet dømt på forhånd, fordi jeg har været medlem af Dansk Front. Gudskelov har jeg andet at tænke på. Min rottweiler skal til dyrlægen med underlivsbetændelse. Vi har først fået tid i morgen, så jeg afleverer hund hos min mor, der kører hende til lægen.

22.00:

Jeg spiser lidt sporadisk aftensmad bestående af to rundtenommer.

Tirsdag 02.00:

Går sent i seng – jeg ved, at jeg får svært ved at sove. Selvom det er sent, ligger jeg alligevel i en time, før jeg falder i søvn.

07.30:

Sover en halv time for længe og skynder mig ud af sengen. Når lige at give min anden hund, min kat og mine kaniner mad. De skal ikke lide under, jeg skal i retten.

08.50:

Mødes med en kammerat på en tankstation, hvor vi køber kaffe og wienerbrød. Vi snakker om, at de ikke kan dømme mig for truslerne. Jeg kan højst få tre-fire måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, mener han. Kører jeg mod byretten i Helsinge og parkerer et stykke derfra for ikke at blive opdaget af pressen – min nummerplade skal ikke blive offentligt kendt.

09.05:

Holder et kort møde med min advokat. »Vi vinder, bare rolig,« forsikrer han.

09.30

Retsmødet begynder. To af de tre dommere er lægdommere. Det er almindelige mennesker uden juridisk uddannelse, så de vil sandsynligvis dømme mig ud fra deres følelser. Jeg kan tydeligt se på den ene, at vedkommende ikke har stor tiltro til mig.

11.30.

Dommerne voterer. Først efter tre kvarter falder dommen: Otte måneders fængsel. Jeg er dybt rystet. Min advokat og jeg kigger kort på hinanden. Det tager os kun to minutter at beslutte, vi vil anke dommen til landsretten.

13.00.

Jeg snakker kort med pressen og skynder mig over til min bil. Jeg kører hen til et par kammerater. De er lige så rystede. Vi snakker om, at jeg let burde kunne vinde, fordi vi har nye beviser.

15.00:

Taler i telefon med min mor. Hun er også overbevist om min uskyld. Hun er lige blevet ringet op af nogle journalister, der ville vide noget om mig. Det brød hun sig ikke om, så hun sagde intet.

17.00.

Får omsider noget at spise. Bagefter henter jeg min hund hos dyrlægen. Forhåbentligt har den fået det bedre. Så har dagen da ikke været helt elendig.