Ritzau
Opdateret kl. 22:36
Dusinvis af personer meldes omkommet i luftangreb mod oprørskontrollerede Østghouta uden for den syriske hovedstad, Damaskus.
Ifølge den civile redningstjeneste De Hvide Hjelme er 55 blevet dræbt tirsdag.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) anslår, at antallet af dødsofre er 70. Størstedelen er civile. Og 14 af de dræbte er ifølge Sohr børn.
Observatoriet overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien via et netværk af kilder og aktivister.
På landjorden i Østghouta er vurderingen endnu højere.
Aktivisten Mazen al-Shami siger, at "regimets og russernes fortsatte luftangreb har dræbt 82, heraf er størstedelen børn og kvinder".
- Vi tæller de døde som får. Desværre er vi kun tal for verden udenfor, siger han til nyhedsbureauet dpa.
Den syriske regeringshær har sammen med allierede russiske styrker angrebet enklaven hårdt de seneste to dage.
Mandag mistede 31 civile livet i Østghouta. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Luftangrebene ramte den dag mindst ti steder i Østghouta, skriver dpa.
Der bor omkring 400.000 i enklaven. De lider samtidig under, at regeringens belejring gør det umuligt at bringe nødhjælp ind til dem. Belejringen har været i fire år.
Tirsdag er den dødeligste dag, siden forsøg på at indgå en våbenhvile mellem oprørerne og regeringen brød sammen for seks uger siden. Det oplyser Sohr-leder Rami Abdel Rahman ifølge AFP.
Det er langtfra første gang, at en våbenhvile er gået i vasken.
Særligt de seneste måneder har Østghouta været hårdt ramt af angreb udefra.
Det har betydet, at de syriske styrker har vundet frem på landjorden.
/ritzau/AP