Mindst 30 personer er mandag blevet dræbt af en eksplosion på en travl markedsplads i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Det oplyser unavngivne sikkerhedsfolk ifølge nyhedsbureauet AFP.
Derudover skal mindst 35 personer være blevet såret i angrebet.
Ifølge det irakiske indenrigsministerium var det en bombe, der sprængte.
- Et terrorangreb udført med en improviseret sprængladning i Woheilat-markedet i Sadr i det østlige Bagdad har dræbt adskillige ofre og såret andre, lyder det i en udtalelse fra ministeriet.
Markedet ligger i en bydel i Bagdad, hvor der hovedsageligt er shiamuslimske indbyggere, skriver nyhedsbureauet AFP.
Natten til tirsdag dansk tid ligger dødstallet endnu ikke fast. Unavngivne politi- og hospitalskilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 35 personer er døde, og at over 60 personer er såret.
Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat har efterfølgende taget ansvaret for angrebet. IS oplyser ifølge Reuters, at en af gruppens krigere stod bag eksplosionen ved at sprænge sig selv i luften.
Bagdads operationskommando, der både består af militæret og indenrigsministeriet, har iværksat en undersøgelse af angrebet.
Den militante, sunnimuslimske gruppe Islamisk Stat tog også skylden for et dobbelt selvmordsangreb i januar, der kostede 32 mennesker livet. Det ramte også på en travl markedsplads i Iraks hovedstad.
Det var det dødeligste bombeangreb i byen i tre år.
Den slags angreb var tidligere ikke usædvanlige i Bagdad.
Hovedstaden har været præget af blodige angreb, siden USA rykkede ind i Irak i 2003, og Islamisk Stat senere også rykkede ind i stor stil.
Efter en årrække med mange angreb er de dog blevet mere sjældne i Irak de seneste år. Irak erklærede Islamisk Stat for besejret i 2017, efter at den voldelige gruppe i tre år havde hærget i landet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.