Det så sort ud for Phoenix Coyotes og Mikkel Bødker i begyndelsen af sæsonen, da holdet tabte sine første fire ud af fem kampe i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
Men nu har Coyotes fundet storformen, og natten til tirsdag dansk tid vandt holdet 4-0 på udebane over Calgary Flames foran 17.208 tilskuere.
Mikkel Bødker satte undervejs en meget vigtig scoring ind til 2-0 i begyndelsen af tredje periode, som var med til at afgøre kampen.
Danskeren modtog pucken til højre for målet og fra en meget spids vinkel fik han via Calgary-målmandens ben sendt pucken i mål. Der var kun spillet 30 sekunder af tredje periode.
- Det tog lidt tid for os at komme i gang. Der var noget rust, der skulle bankes af, men siden da har vi spillet solid hockey. Det er den slags hockey, vi er nødt til at spille for at vinde stabilt.
- Vi er på vej op i tabellen, og vi ved, hvad vi skal gøre for at holde niveauet. Vi havde godt styr på kampen, og jeg tror, vi fik gjort dem lidt trætte i tredje periode, siger Bødker ifølge nhl.com.
Coyotes har nu vundet fire ud af de seneste fem kampe. Mikkel Bødker fik i alt 18 minutter og 42 sekunder på isen og har nu scoret tre mål i sæsonen. Han er noteret for 10 point i alt, når man tæller oplæg til mål med.
Lars Eller blev noteret for en assist for Montreal Canadiens, som vandt 3-0 hjemme over Carolina Hurricanes.
/ritzau/