En af Danmarks milliadær-arvinger er tilsyneladende igen ledig på markedet for romancer.
Janni Spies' og Christian Kjærs datter, Michala Kjær, har nemlig afsluttet forholdet til den 36-årige brasilianske model Thiego Macedo.
Det skriver ugebladet Tæt På.
Forholdet nåede at vare i lidt mere end et år, og ifølge ugebladet slikker den 27-årige velhaver-datter i øjeblikket sol på et luksushotel i Dubai.
- Thiego Macedo er ikke med Michala Kjær i Dubai, da de ikke længere danner par, siger familiens tals-person, Signe Sehested Lund, til ugebladet Tæt På.
Parret mødte hinanden i den nord-italienske millionby Milano. De blev kærester sidst i 2015, og så sent som i maj sidste år kom det ellers frem, at den 1,9 meter høje Thiago Macedo overvejede at fri til Michala Kjær.
- Jeg tror, hun (Michala, red.) vil flytte til Milano på et tidspunkt. Jeg tror, jeg gerne vil giftes, men det skal jeg snakke med Michala og hendes familie om, sagde Thiago Macedo i maj.
Michala Kjær har tidligere været i et forhold med musikproduceren, X Factor-dommeren og natklubejeren Remee.