Mia Wagners (V) exit fra ministerholdet kommer ikke til at påvirke regeringen og dens arbejde.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag morgen foran Amalienborg, hvor hun har præsenteret Marie Bjerre som ny digitaliserings- og ligestillingsminister.
- Det er en ukompliceret lille rokade, siger Mette Frederiksen.
23. november var Mia Wagner ellers den store overraskelse i ministerrokaden. Den kendte erhvervskvinde blev hentet ind udefra og erstattede netop Marie Bjerre, som helt røg ud af ministerholdet, men som nu altså er tilbage.
- Det kommer ikke til at betyde noget for regeringens arbejde. Vi fortsætter. Det gør vi uagtet, hvad der måtte ske. En sygemelding er meget beklagelig, siger Mette Frederiksen.
Mia Wagner fik et alvorligt ildebefindende i sidste uge og besvimede i sit hjem. Torsdag blev det meddelt, at hun træder ud af regeringen, hvorefter Marie Bjerre blev hentet ind igen.
Marie Bjerre siger selv om sit ministercomeback:
- Nu er det mig, der er har fået opgaven. Jeg bakker op om Venstres formand, og han har min tillid.
- Det er tydeligt for enhver, at jeg brænder meget for digitalisering og ligestilling. Derfor er jeg også meget glad og beæret.
Wagners sygemelding og nu hendes udtræden af regeringen er ikke lig med nogen form for ængstelse hos statsministeren.
- Det, at der en gang imellem er en udskiftning på nogle ministerposter, giver ikke uro.
Den afgående minister, der er kendt for at have været med som investor i DR-programmet "Løvens Hule", står til at få et eftervederlag i seks måneder. B.T. har regnet sig frem til, at hun får 114.560 kroner per måned i et halvt år - 687.360 kroner i alt.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, svarer Mette Frederiksen:
- Der er de regler, der er om eftervederlag. Det gælder på alle arbejdspladser. Selvfølgelig har Mia Wagner ret til det, som alle andre også har.
/ritzau/