Århundreders mest omfattende byggeri i hovedstaden, anlæggelsen af Metro Cityringen, medfører alvorlige gener for beboerne.
Politiken er kommet i besiddelse af entreprenørens egne støjrapporter, og de viser, at kommunens tilladte udendørs støjgrænse i dagtimerne er blevet systematisk overskredet.
Hen over sommeren er naboerne blevet udsat for grænseoverskridende larm på seks forskellige byggepladser.
Ifølge rapporterne har beboerne omkring metrobyggepladserne på Nuuks Plads og Aksel Møllers Have været hårdest ramt. Her blev støjgrænserne overskredet i henholdsvis 41 dage i maj og juni samt 40 dage i juni og juli.
Også omkring metrobyggepladsen ved Københavns Hovedbanegård lider naboerne under voldsomme støjgener.
Kommunens egen forvaltning Center for Miljø har i Stampesgade målt en støj på 93 decibel uden for vinduerne - det tilladte er 70 decibel.
Inde i lejlighederne bag lukkede dobbeltvinduer er målt op til 65 decibel, svarende til høj samtale eller trafikstøjen fra en travl gade. I et internt notat kalder embedsmændene støjniveauet i lejlighederne "voldsomt", skriver Politiken.
Ifølge overlæge Ture Andersen, Høreklinikken ved Odense Universitetshospital, kan larmen være sundhedsskadelig.
- At blive udsat for op mod 65 decibel i sin lejlighed i månedsvis er ikke livstruende, men det er en ganske markant stressfaktor.
- Fordi man ikke kan få fred og ro, er der en risiko for at udvikle egentlige stressymptomer som dårlig hukommelse, søvnproblemer og forhøjet blodtryk, siger Ture Andersen til Politiken.
/ritzau/