De timelønnede medarbejdere på Tulips fabrik i Svenstrup genoptog fredag morgen arbejdet.
Det skriver Nordjyske.
Strejken nåede at vare i tre dage og blev udløst på grund af utilfredshed med en mester i afdelingen Pakkeri Nord.
Men den pågældende mester opsagde torsdag aften uopfordret sit job, og de timelønnede har til fredagens morgenmøde valgt at genoptage arbejdet, skriver avisen.
Vicepræsident i Supply Chain Management hos Tulip Food Company, Jørgen Skaarup, understreger over for Nordjyske, at den pågældende mesters opsigelse kom "frivilligt og komplet uopfordret fra ledelsens side".
- Hele forløbet kørte efter de arbejdsretslige principper, og vi har kørt sagen med respekt og empati for alle involverede parter i pagt med alle overenskomstmæssige bestemmelser, siger Jørgen Skaarup til avisen.
Han glæder sig desuden over, at produktionen igen er i gang:
- Men vi ærgrer os selvfølgelig over, at det skulle komme så vidt som til en strejke og en selvvalgt opsigelse. Vi vil gøre alt for, at der fremadrettet vil være en mere dialogsøgende tilgang fra alle parter, siger Jørgen Skaarup og tilføjer, at medarbejdertilfredsheden og arbejdsglæden i organisationen er høj.
- Og sådan skal det selvfølgelig også være i Svenstrup, siger han.
Ifølge Nordjyske blev strejken behandlet i Arbejdsretten torsdag eftermiddag. Her blev de strejkende pålagt at genoptage fredag morgen. Samtidig pålagde Arbejdsretten de strejkende at holde arbejdet normaliseret efter, at arbejdet er genoptaget.