Intet paradoks er større i Danmark end dette: Vi mangler hænder over alt på arbejdsmarkedet – mens staten betaler hver fjerde voksne løn for at blive hjemme.

Den politiske udfordring, der burde være størst, er derfor åbenlys – at få bragt hundredtusinder fra den passive og demotiverende overførselsindkomst til det aktive og inkluderende arbejdsmarked. For at høste den enorme gevinst, som venter på os, kræves der politisk mod og opfindsomhed, som det i dag er svært at øjne.

Kun Ny Alliance, De Konservative og De Radikale er villige til at løse paradokset med en sammenhængende velfærdsreform, hvor man sænker skatten, mindsker antallet på faste overførsler og bekæmper negativ social arv. Hos Venstre og Socialdemokraterne tør man efterhånden ingenting. Jo, skatten skal måske lidt ned, overførslerne skal man holde sig fra, og, nå ja, så kan man jo altid forsøge at bestikke den halvdel af vælgerne, der er offentligt ansatte, med større løn.

Det overbud, som eksempelvis socialdemokraterne er kommet med i de seneste dage – med rundhåndede milliardgaver til pædagoger, skolelærere, social- og sundhedsassistenter – er selvsagt sympatiske, men så heller ikke mere. Når gaver uddeles uden at anvise, hvor pengene skal komme fra, ja, så ved vi jo, hvor de penge på et eller andet tidspunkt ender med at komme fra – nemlig fra skatteborgerne selv!