Københavns Lufthavn var klædt i rødt og hvidt, da den første champagneprop røg i luften i aftes klokken 17.27.

Det var to minutter efter, at de danske håndboldherrer havde annonceret deres ankomst. Men de lod vente på sig, mens ankomsthallen summede af forventning.

»Har I ikke flere trøjer«, spurgte en ærgerlig lufthavnsansat, der sammen med en kollega havde lagt frokostpausen strategisk rigtigt.

Spørgsmålet gik til fanklubben ’den 8. mand,’ der havde delt gratis T-shirts ud til de fremmødte håndboldfans.

Samtidig var to ekspedienter i en lille kaffebar i lufthavnen stået op på en skammel, hvor de stod og strakte hals, for at se over menneskemængden og ind på de danske bronzevindere i håndbold.

Hvidt først ude

»Nej, det gider jeg altså ikke vente på,« siger en dame lige ved indgangen til ankomsten i lufthavnen.

Der var klokken 17.45, og der var stadig ingen bronzevindere. Damen gik ni minutter før, en desorienteret Kasper Hvidt, efterfulgt af Joachim Boldsen og resten af en flok trætte bronzevindere kom ind i hallen, til et jubelbrøl fra de anslået 150 fremmødte håndboldfans.

Inden hun gik, nåede hun lige at sige:

»Så må I hilse dem fra en udenlandsdansker, der synes, at de gjorde det godt.«

Det er hermed gjort, og må vi selv havde lov at tilføje et tak for nogle nervepirrende minutter fra en håndboldnation, der så småt har fået pulsen ned, men stadig har sønderbidte negle.