En væltet mejetærsker har i dag skabt mere end almindeligt tung trafik på Lillebæltsbroen.
Ved 12-tiden væltede den store landbrugsmaskine i det østgående spor over broen.
Der blev den liggende i omkring to en halv time, før bilerne igen ved halv tretiden kunne passere fra Jylland til Fyn.
Men den lange afspærring skaber stadig trafikproblemer.
"Det går stadig meget trægt over broen og Fyn, men det er ikke usædvanligt efter så lang en lukning," fortæller Morten Vedersø fra Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.
Ulykken skete, da politiet forsøgte at eskortere mejetærskeren over Lillebæltsbroen. Et hjul faldt af det store køretøj, som væltede midt på broen.
Derefter kørte en lastbil ind i siden på den væltede metalkolos. Og nu ligger mejetærskeren og spærrer for al trafik.
Ingen kom til skade ved ulykken.