Mindst 13 mennesker har nu mistet livet, efter det voldsomme uvejr Sandy er gået i land på USA's østkyst, rapporterer den amerikanske tv-station CNN.
I delstaten New York er fem personer omkommet under uvejret. Tre personer er blevet dræbt af træer, der er faldet ned over hustage i både Queens og den lille by New Salem, oplyser de lokale myndigheder.
Megastormen nåede den sydlige del af delstaten New Jersey omkring klokken 01 dansk tid. Her døde to personer, da kraftige vinde fik et træ til at kollapse ned over deres køretøj, og i Connecticut blev yderligere en person dræbt.
Længere inde i landet omkom en kvinde i en bilulykke i West Virginia, da stormen kastede over 10 centimeter sne af sig i den lille by Davis, lyder det fra en talsmand for myndighederne i delstaten.
Inden Sandy nåede fastlandet i USA, blev et berømt træskib, som er blevet brugt i store Hollywood-produktioner, sænket af fem meter høje bølger ved USA's østkyst.
14 af skibets 16 besætningsmedlemmer blev reddet, men liget af en matros blev senere hevet op fra bølgerne, mens skibets kaptajn fortsat savnes, skriver CNN.