Forbindelsen mellem giftangrebet på den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter i Salisbury i Storbritannien og den russiske efterretningstjeneste, GRU, vokser tilsyneladende mandag.
Den britiske avis The Telegraph og gravergruppen Bellingcat har mandag identificeret endnu en mistænkt som værende ansat ved GRU.
Denne gang er der tale om, at den mand, som hidtil har været kendt under navnet Aleksandr Petrov, i virkeligheden skulle være Aleksander Misjkin - en uddannet militærlæge og ansat ved GRU.
Umiddelbart efter angrebet identificerede de britiske myndigheder Ruslan Bosjirov og Aleksandr Petrov som mistænkte.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har forklaret, at anklagerne mod de to mænd er forkerte. De har selv oplyst, at de var turister i Storbritannien.
Først skrev Bellingcat og siden andre britiske medier, at Ruslan Bosjirov i virkeligheden var et dæknavn for oberst Anatolij Vladimirovitj Chepiga.
Chepiga har ifølge Daily Telegraph gjort tjeneste i Tjetjenien.
Mandag skriver Bellingcat og The Telegraph, at heller ikke Aleksandr Petrov er en sand identitet. I stedet er hans sande identitet ifølge de to medier Aleksander Misjkin.
Ud over at være uddannet militærlæge skriver Bellingcat, at Misjkin har rejst meget i Ukraine under konflikten i den østlige del af landet. Derudover har Misjkin i en periode indtil september 2014 angivet GRU's hovedkvarter som sin adresse.
Bellingcat skriver, at beretningen bygger på flere offentlig tilgængelige kilder, samt kilder, der kender Misjkin, og kopier af personlige dokumenter inklusive Misjkins pas.
Ud over Sergej Skripal og hans datter blev et britisk par senere også udsat for giften.
Det skete i juni, da en 45-årig mand og en 44-årig kvinde faldt om i deres hjem i Amesbury, der ligger få kilometer fra Salisbury. Kvinden døde otte dage senere, mens manden overlevede.
/ritzau/