Den aldrende eks-Beatle Paul McCartney vender nu tilbage til fordums storhedstid.
Ifølge perezhilton.com vil den 67-årige musiker tage ud på sin første stadion-turné siden de glade Beatles-dage, hvor han og resten af gutterne kunne trække fulde huse på de største stadions.
Ind til videre har Paul McCarthney dog kun annonceret fem koncerter, alle sammen på engelsk jord.
"Det er altid fedt at spille foran et hjemmepublikum, og bandet og mig er virkelig spændt på de her koncerter," siger Paul McCartney til perezhilton.com.
McCartney glæder sig især til at optræde på den legendariske Isle of Wight Festival, hvor Jimi Hendrix blandt andet slog sine folder.
"Det er min første koncert på Isle of Wight, og jeg ser frem til at rocke igennem hele natten. Jeg har altid hørt så meget godt om denne festival."
Paul McCartney er efterhånden den mest succesrige af de nulevende Beatles-medlemmer. Han har udgivet over 30 solo-albums og er ophavsmand til et utal af store hits, blandt andet James Bond-klassikeren 'Live And Let Die'.