I 1967 udgav "The Beatles" singlen 'With a Little Help from My Friends'.
I går aftes, 43 år senere, kunne Ringo Starr så bevidne, at der stadig var hold i ordene. Fra én 'friend' i hvert fald.
Under koncerten, i anledning af den tidligere Beatle's 70-års fødselsdag, trådte Paul McCartney pludselig ind på scenen.
Og dermed var legendariske Beatles genforenet for en kort stund, da de to musikere er de eneste to nulevende medlemmer af gruppen.
Det var ikke annonceret, at McCartney skulle akkompagnere sin gode ven og eks-kollega. Men da han pludselig stod der, løftede stemningen sig i salen til himmelske højder. Og da de to legender i fællesskab slog tonerne an til "Birthday" fra "White Album", var gæsterne i "Radio City Music Hal" glade for, at hus-arkitekten havde valgt de ekstra stærke bolte til tagkonstruktionerne.
Ud over McCartney var der et glædeligt gensyn med en anden stjerne med tætte bånd til Liverpool-gruppen. Yoko Ono gav et nummer ligesom Ringos gode venner Steve Van Zandt og Angus Young for at nævne et par stykker.