Mindst 26 personer har mistet livet, efter at maskerede og bevæbnede mænd tirsdag trængte ind på et kollegieområde i det nordøstlige Nigeria.
19 af de døde er studerende ved et polyteknisk universitet, og ifølge en talsmand for politiet gik gerningsmændene direkte efter bestemte personer, da de trængte ind på kollegieområdet.
- Gerningsmændene kendte deres mål, siger talsmanden Mohammed Ibrahim.
- De råbte navne på deres mål op i hvert hus, de gik ind i, og da målet identificerede sig selv, blev han skudt, siger han og tilføjer, at nogle af ofrene fik halsen skåret over.
Motivet bag angrebet på skolen, der huser både kristne og muslimer, står ikke endnu klart.
Massakren skete tidligt tirsdag i byen Mubi i Adamawa-delstaten, hvor militæret i sidste uge foretog en storstilet razzia mod den ekstremistiske gruppe Boko Haram.
En talsmand for de nationale katastrofemyndigheder siger imidlertid, at det endnu ikke er klart, om Boko Haram stod bag angrebet, eller om det handler om et opgør mellem rivaliserende politiske grupper på universitetet.
Politiets talsmand fortæller, at 19 af de dræbte var studerende på universitet, mens tre andre studerede på en sundhedsteknologi-uddannelse i nærheden.
To dræbte var sikkerhedsvagter og yderligere et offer var pensioneret soldat.
Adamawa-delstaten har i lighed med resten af det nordlige Nigeria tidligere oplevet angreb fra islamistiske oprøreres side.
Gruppen Boko Haram retter normalt sine angreb mod politikere og sikkerhedsstyrker, men har også tidligere dræbt studerende - ligesom den har celler i Adamawa-delstaten.
/ritzau/AFP