Kort før klokken 13 fik politiet en anmeldelse om, at der er blevet skudt mod en tatovørforretning på Nørre Boulevard i Køge.
- Ingen mennesker er kommet noget til. Vi ved endnu ikke, hvorfor der er blevet skudt, eller hvor mange skud der er affyret, siger kommunikationsmedarbejder Simon Schwaner, Midt- og Vestsjællands Politi.
To maskerede mænd er set køre fra stedet på en rød knallert. Knallerten er kørt fra Nørre Boulevard mod vest.
Politiet er på stedet for at tale med vidner, og de hører gerne fra mennesker, der kan have set eller hørt noget.
Motivet til skyderiet kender politiet ikke, og de ved derfor ikke, om det har relation til tidligere konfrontationer mellem rockergrupperne Bandidos og Black Cobra i Køge.
/ritzau/