Der var fest, farter og rekorder på aktiemarkederne rundt omkring. Efter en buket gode nøgletal fra USA kom der saft og kraft i stigningerne på aktiemarkederne, mens obligationsmarkederne stort set ikke rokkede sig.
C20-indekset - både det gamle Novo-overvægtede og det cappede - lukkede højere og begge i rekorder. C20 lukkede i 547,66 - 2,2 pct. højere og C20CAP lukkede 1,8 pct. højere i 564,1.
Novo Nordisk, der torsdag faldt 1 pct. trods et rekordstort og overraskende pænt overskud i kvartalsregnskabet, kom fredag, efter at analytikerne havde tygget på regnskabet og på ryggen af positive medieskriverier, i rekordhumør og lukkede 2,9 pct. oppe i 1041 kr. - 20 kr. mere end den tidligere rekord.
Novozymes steg til 186,00 - mere end 3 pct. højere end torsdag - ligeledes til rekord.
Vestas, der lyste mat i torsdagens aktiemarked i bunden af C20, endte fredag i C20-toppen. Aktien steg 3,7 pct. til 34,39 kr. Torsdag faldt den dog 8 pct.
Carlsberg havde fredag fundet en pose millioner frem og vil bygge et nyt bryggeri i Burma/Myanmar i et joint venture med lokale Myanmar Golden Star. Carlsberg-aktien steg 1,6 pct. til 597,50 kr.
Uden for eliteindekset steg ALK-Abelló markant på nyheden fra selskabets amerikanske partner Merck om, at der var indsendt registreringsansøgning for græsallergivaccinen Grazax i USA. Aktien lukkede 6 pct. højere i 441 kr.
Vestjysk Bank fik gevaldige kurstæsk for at have opdaget og rapporteret, at lånebogens kvalitet "lader noget tilbage at ønske". Det kostede små 20 pct. på kursen til 9,15 kr.
Brøndby-aktien dansede videre i sin dødedans fredag med et fald på 16,2 pct. til bundrekorden 8,25 kr. Nu passer kursen til placeringen i superligaen.
På obligationsmarkedet var udsvingene på renterne i Europa små, og det ændrede offentliggørelsen af den amerikanske arbejdsløshedsrapport og flere mindre nøgletal ikke på. Slutresultatet blev et beskedent rentefald.
Herhjemme lukkede den toneangivende 10-årige statsobligation med udløb i 2023 med en rente på i underkanten af 1,76 pct. - 1 basispoint lavere end torsdag. Renten er dog steget 6 basispoint siden sidste fredag.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk