FLSmidth vendte på en tallerken mandag, da aktien første blev sendt ned oven på regnskabet for fjerde kvartal, men derefter steg til en topplacering i det toneangivende danske aktieindeks. Samlet lukkede C20 Cap-indekset med en stigning på 0,4 pct. i 556,42.
FLSmidth landede før børstid et fjerde kvartalsresultat med en omsætning og en ordreindgang til den svage side. Indtjeningen var dog relativt tæt på estimaterne, og EBITA-marginen var faktisk en positiv overraskelse med 11,1 pct. mod en forventning om 10,8 pct. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Det gav en rutsjetur i dagens handel mellem 340,20 efter godt ti minutter handel og 365 kr. en halv time før luk.
- De ledsagende kommentarer på telekonferencen overbeviser os om, at skuffelser i forhold til indtjeningsprognosen for 2013 er minimal, skrev Sydbank dog i en kommentar.
Budskabet er, at lønsomheden vil forbedres og at der vil komme styr på de problemramte divsioner, hvor specielt Mineral Processing har været en streg i regnskabet.
Novo Nordisk-aktien forsøgte at ryste mandagens skuffende amerikanske afvisning af insulinhåbene Tresiba og Ryzodeg af sig. En perlerække af analytikere har siden mandag morgen været på banen og justeret aktiens kursmål. Men Novo-aktien revancherede sig en smule fra mandagens slutniveau på 928,5 kr., da den lukkede i 932 kr. - 0,4 pct. højere.
Tirsdag pillede Bank of America - Merrill Lynch Danske Bank af sin "most preferred list", favoritlisten over europæiske banker. Den erstattes af Deutsche Bank. Aktien faldt 0,3 pct. til 107,10 kr. efter et fald mandag på 2,5 pct.
Tirsdagens obligationsmarked endte med stigende renter nord for Alperne og faldende i syd for Alperne og Pyrenærerne - et klart udtryk for bedre stemning og tro at krisen måske nok ikke er ovre, men dog i bedring.
EU er på rette vej på trods af, at krisen endnu ikke er overstået, lød det fra den tyske finansminister Wolfgang Schäuble på et pressemøde ifølge Bloomberg News.
Den toneangivende, tiårige, danske statsobligation lukkede med rente på omkring 1,78 pct. - 3 basispoint højere end mandag. Stigninger af stort set samme størrelse som kunne observeres hos vore svenske og tyske naboer og i Frankrig.
Syd for Alperne var det anden sag og en anden retning. Renterne i Sydeuropas kriselande faldt 8-12 basispoint - mest i Italien og Spanien og mindst i Portugal. De absolutte renteniveauer er dog mere end dobbelt så høje som i Nordeuropa.
Formiddagen bød på obligationsudstedelser i Sydeuropa, mens mandagens kalender var klinisk renset for betydende nøgletal på begge sider af Atlanten og på den anden side af Jorden i Asien.
Onsdag vil der være fokus på USA's detailsalg i januar.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk