Jeg troede ellers lige, at jeg havde styr på den. Men her på det sidste er min angst blusset op, og den har også antaget en ny form, som ikke er mere behagelig, om end ganske forståelig. Jeg har for første gang i mit liv fået dødsangst. Eller coronaangst, om man vil.
Tidligere har jeg ellers stiftet bekendtskab med angsten i et hav af andre afskygninger. Den har været min faste følgesvend siden barndommen, hvor den først og fremmest føltes som en knugende ondt i maven, når jeg skulle skifte mellem mine forældre, der var skilt. I teenageårene blev den til en sitrende fornemmelse i kroppen. En usikkerhed, som gav svedige håndflader og hjertebanken. Den første store kærestesorg virkede som benzin på et bål, og min angst stod op i lys lue og satte sig som en behandlingskrævende tilstand af konstant uro og ubehag.
Kalder på handling
At blive mor og mærke den altopslugende og uendelige kærlighed til et andet menneske introducerede naturligt nok angsten for at miste. Katastrofetankerne kom buldrende allerede inden fødestuen var forladt, og siden har øvelsen bestået i at turde give slip. Jeg er altid bange, når de kravler for højt op i et træ, når de får noget galt i halsen, eller når de første gang går ud af døren med to Bacardi Breezer i tasken, men jeg ved, at jeg deler den form for ængstelighed med alle andre forældre i verden. Der må bare ikke ske dem noget. Min nye form for angst er anderledes. Ikke mindst fordi den kalder på handling.
Den kom et par uger inde i coronakrisen. Jeg er ellers ikke hypokonder, men det store fokus på denne rædselsfulde virus, som dræber så mange mennesker, gav mig både ømme lungespidser, ondt i halsen og mareridt om ikke at kunne tage afsked med mine elskede fordi jeg ligger i respirator. Jeg vil have lavet et testamente og en ægtepagt, og jeg vil tale med mine kære om, hvor de skal begrave mig. Det er absurd. Jeg er sund og rask og i midten af 40'erne. Men døden fylder, og den gør mig grundlæggende angst. Den gør mig også smerteligt bevidst om, at vi er her på lånt tid. At livet er en gave, som skal bruges. Og helst på den bedst mulige måde. Vi er her ligesom kun en gang, ikke?
Før og efter corona
Jeg er langt fra alene om at bruge denne besynderlige tid til refleksion. På sin vis er det en vild tanke, at millioner af mennesker verden over lige nu går rundt med eksistentielle overvejelser: Er jeg det rette sted privat og professionelt? Lever jeg i overensstemmelse med mine værdier? Har jeg fokus på det vigtige? Og tør jeg ændre på tingene, hvis de i virkeligheden føles forkerte? En hel verden i færd med en gigantisk husarrest: Gå hjem, og tænk jer om, så snakker vi om det bagefter.
Der er ingen tvivl om, at der i historiebøgerne vil være et før og et efter corona.
Verden vil have reflekteret, mens naturen rasede. Og forhåbentlig vil alle disse reflektioner og erfaringer blive til ændringer. Nye måder at gøre på. Nye måder at leve på. I det store og i det små. Hvor der er krise, er der som bekendt potentiale til udvikling. Og selvom angsten er fandens ubehagelig, så er den også en reminder om, at vi mennesker faktisk KAN ændre på visse ting ved at træffe bevidste valg.
Når Danmark atter lukker op, og verden på et tidspunkt vender tilbage til hverdagen, bliver den helt store udfordring at holde fast i de mange erkendelser, der opstod, mens dødsangsten endnu var nærværende. Og ikke mindst at turde handle på dem.
Det håber jeg både verden og jeg selv bliver i stand til. På den måde, tror jeg faktisk at jeg en dag vil være stolt, når jeg skal fortælle mine børnebørn, hvad vi lærte af coronakrisen.