Julen i den kongelige familie er tidspunktet, hvor hele familien bliver samlet. Og selvfølgelig skal Joachims forlovede, Marie Cavallier, med til juleaften på Marselisborg Slot.
- Marie Cavallier er naturligvis inviteret til at holde jul sammen med os i Danmark. Om hun kommer, ved jeg ikke. Men det håber jeg. Selvfølgelig er Joachims forlovede meget velkommen hos os på Marselisborg hele julen, siger prins Henrik til BilledBladet.
Kongefamilien holder normalt deres jul på Marselisborg Slot i Århus. Sidste år foregik det dog på Fredensborg Slot, da Margrethe, Benedikte og Anne-Marie besluttede at samle hele familien, der talte 28 personer.
Men i år bliver det igen en stille jul for de nærmeste i den danske del af familien, og samtidig skal Joachims drenge, Felix og Nikolai, fejre jul hos Alexandra.
Derfor er der også masser af plads til Marie, der i så fald endnu en gang følger i Marys fodspor. Hun tilbragte nemlig også julen på Marselisborg, mens hun og Frederik var forlovede.