Der var minus 16 grader koldt inde i det fryserum, som Arbejdstilsynet den 26. august besøgte Plejecenter Kildebo i Sakskøbing. Det er meget normalt.
Hvad der ikke var så normalt, var, at hverken dør eller alarmsystem virkede inde i fryserummet, som så dermed var en veritabel dødsfælde.
Folketidende har fået aktindsigt i tilsynsrapporten, og her afsløres det, at en kvindelig ansat på det kommunale plejecenter for nylig havde været lukket inde i fryserummet uden selv at kunne komme ud eller tilkalde hjælp.
Den indvendige døråbner, en rød knap, havde sat sig fast.
Ydermere kunne det tilmed konstateres, at alarmen på fryserummet fungerede dårligt ved afprøvning. Den afgav et kortvarigt og meget lydsvagt signal, som varede i få sekunder, før lyden forsvandt, fremgår det af rapporten.
Fryserummet ligger i et lokale ved siden af plejecentrets køkken og er isoleret fra den resterende del af plejecentret.
- Ingen ville tænke på at lede der, hvis en kollega var savnet, fortalte en ansat til den tilsynsførende.
Efter tilsynet vurderede Arbejdstilsynet, at "der er en betydelig fare for alvorlig personskade," fordi en ansat kunne blive fanget i fryserummet.
Derfor fik plejecentret et strakspåbud om at få installeret et funktionelt alarmsystem og sørge for, at døren kan betjenes indefra.
Avisen har kontaktet Guldborgsund Kommune for at få en kommentar. På skrift lægger de sig fladt ned.
- Vi har udskiftet den betjeningsknap på væggen inde i fryserummet, der var gået i stykker. Vi har samtidig installeret et helt nyt alarmsystem for at øge vores medarbejderes sikkerhed og tryghed. Hvis en medarbejder – mod alle odds – skulle blive lukket inde igen, kan der nu trykkes på en knap inde i fryserummet, der udløser en tydelig lyd til omgivelserne på plejehjemmet, og der sendes samtidig et alarmvarsel til Kildebos døgnbemandede telefoner, skriver centerchefen for kommunen.