En 39-årig mandlig sygeplejeske er torsdag blevet dømt for at have blottet indlagte patienters bryster og filmet det. Det skriver Nordjyske.
Han brugte sin mobiltelefon til at filme tre forskellige kvinders bryster i foråret 2017, da han arbejdede på Aalborgs Universitetshospital.
Kvinderne kunne ikke gøre modstand, da de sov eller på grund af deres indlæggelse ikke var fuldt til stede.
Det var dog ikke første gang, den 39-årige brugte sin mobiltelefon til at krænke kvinder. Mindst fire gange filmede han op under kvinders nederdel i togture til Aalborg og en enkelt gang i et supermarked i Hobro.
Han erklærede sig skyldig og blev af retten i Aalborg idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Den 39-årige er også blevet frakendt retten til at arbejde som sygeplejerske i to år.