Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
To medlemmer af Kvinderådet skriver d. 11./5. om Istanbul-konventionen, som trådte i kraft i 2014. Tyrkiet har trukket sig ud af konventionen, Polen overvejer det samme, og Ungarn og UK har slet ikke ratificeret den.
Konventionen skal bekæmpe fysisk og psykisk vold mod kvinder. Der findes ingen, som går ind for vold mod kvinder, så hvorfor har ikke alle lande tilsluttet sig?
For det første er konventionen sexistisk. Den skal eksplicit bekæmpe vold mod kvinder, men ikke vold mod mænd. Det er forskelsbehandling mod et køn – mændene.
Jamen, er det da ikke sådan, at stort set al partnervold er mod kvinder? Nej, bestemt ikke. Det indtryk kan man måske få, hvis man kun ser på danske undersøgelser, som undlader at bruge de metoder, man ellers internationalt foretrækker til at belyse de spørgsmål.
I udlandet viser hundredvis af undersøgelser, at begge køn er omtrent lige voldelige, og lige slemme til at starte volden, hvilket både handler om subjektiv perception og udadreageren.
Strider mod alle undersøgelser
Hvad angår psykisk vold, så viser 2/3 af alle undersøgelser, at kvinder begår mere psykisk vold end mænd. Det er helt anderledes end i den danske undersøgelse, hvor det ene af kun to spørgsmål om psykisk vold handler om trusler om fysisk vold.
Da mænd mere troværdigt end kvinder kan true med fysisk vold, får man sammenlagt for de to spørgsmål det resultat, at mænd begår langt mest psykisk vold. Men dette resultat strider imod alle andre undersøgelser i hele verden.
Der findes oplysninger fra udlandet om, at knap en tredjedel af alle mænds selvmord er resultatet af konflikter i parforholdet. Hvis det stemmer også for Danmark, så skal man til antallet af dødsfald som følge af konflikter i parforhold også lægge et stort antal selvmord, især blandt mænd, og i så fald bliver dødsfald på grund af parforholdskonflikter omtrent lige hyppige for de to køn.
Det betyder, at hvis man kunne begrænse psykisk vold mod mænd i parforhold, så kunne man redde liv. Men Kvinderådets talspersoner er kun fokuseret på at redde kvinders liv – ikke mænds.
Ekstra grundlag til at fratage samkvemsretten
Ved nærmere analyse viser det sig, at konventionen ikke bare er en "godhjertet" indsats for at beskytte kvinder mod vold. Den skal også beskytte mod diskrimination – igen kun hvis det rammer kvinder – og næsten alt kan betegnes diskrimination. Derved giver konventionen feminister et universalværktøj, som altid er til fordel for dem.
Konventionen siger at voldshandlinger skal “tages i betragtning, når der træffes beslutning om forældremyndighed og samkvemsret i forhold til børn."
Da der her kun nævnes vold som mænd begår, giver den et ekstra grundlag for at fratage fædre samkvemsretten med deres børn, når voldsanklager indgår i optrapningen af en konflikt.
Konventionen siger at man skal “fremme ændringer i de sociale og kulturelle adfærdsmønstre hos kvinder og mænd med henblik på at udrydde fordomme, sædvaner, traditioner og al anden praksis som bygger på forestillingen om kvinders underlegenhed eller stereotype roller for kvinder og mænd."
Konventionens § 14 om undervisning siger at man skal træffe “foranstaltninger der er nødvendige for at pensumlister og læseplaner på alle niveauer med støtte af undervisningsmateriale tilpasset det enkelte klassetrin behandler emner som f.eks. ligestilling mellem kvinder og mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-voldelig løsning af konflikter . . . ". Og hvad angår kønsroller, siger konventionen, at "køn" skal forstås som socialt konstruerede roller. Her er altså en tekst, der forpligter os til at gennemføre en “woke” dagsorden, hvor alle skal undervises i en ideologi om, at “køn” er social konstrueret.
Det er ubegribeligt, at man internationalt har kunnet vedtage en konvention, som er helt gennemsyret af forskelsbehandling mellem kønnene. Kvinderådet ønsker sig, at EU også skal ratificere konventionen. Det er et held, at det ikke er sket endnu, og forhåbentlig når det ikke at ske, før konventionen skrives helt om til en mindre sexistisk version. Der er behov for en fri og åben politisk debat om konventionen, indtil den kan få et indhold, der ikke er kønsdiskriminerende over for et af de to køn.
Forfatterne til dette indlæg er alle medlemmer af Manderådet