Det danske obligationsmarked oplevede mandag mindre kursfald og rentestigninger, hvilket var spejlvendt af udviklingen i fredags, da fald på aktiemarkederne gav fald også for obligationsrenterne. De spanske renter steg mere end de danske efter weekendens spanske regionsvalg.
- Det har overordnet været et meget stille og roligt marked mandag, hvor renterne er steget lidt. Fredag var der skuffelse over EU-topmødet, hvor der ikke skete specielt meget, og nogle dårlige regnskaber fra USA, hvilket gav fald til aktierne, som trak renterne med ned - mandag har vi fået taget noget af det rentefald tilbage, siger senioranalytiker Peter Possing Andersen fra Danske Bank til Ritzau Finans.
Herhjemme lå renten på den toneangivende 10-årige statsobligation, 3-21'eren, ved børslukketid i 1,39 pct., hvilket var et basispoint højere end lukkeniveauet fredag. Renten på den tilsvarende spanske statsobligation steg endnu mere - med 9 basispoint til 5,41 pct., da resultatet af weekendens regionsvalg i Spanien tilsyneladende ikke gav obligationsmarkedet større tror på, at den spanske premierminister Mariano Rajoy snart vil søge om en hjælpepakke.
- Men udsvingene har generelt været begrænsede, og obligationsmarkedet virker afventende forud for vigtige begivenheder senere på ugen, siger Peter Possing Andersen og nævner onsdagens europæiske tal for udviklingen i indkøbschefernes forventninger og centralbankmødet i USA.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk