Endnu et skud er blevet affyret i de københavnske gader.
I går skete det på Fristaden Christiania, hvor en 30-årig mand blev skudt i maven efter et masseslagsmål.
Ifølge politiet blev manden, der er uden for livsfare, ramt af en kugle affyret fra et mindre kaliber våben.
Politiet mener, at skyderiet kan have forbindelse til narkomiljøet i København, da offeret tidligere har været involveret i narkohandel. Desuden er flere af hans kammerater, der var til stede på fristaden i går, også kendt af politiet.
"Manden er stadigvæk indlagt på hospitalet, og ham skal vi afhøre i løbet af dagen. Vi ved, at der skete noget tumult ude ved Nemoland (Café på Christiania, red.), og så blev der affyret et skud ude foran," forklarer Poul Johansen ved Københavns Politi.