En 68-årig mand er mandag kommet alvorligt til skade i en ATV-ulykke på Als.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter mandag aften.
Ifølge politiet var manden passager på ATV'en, da han faldt af og pådrog sig alvorlig personskade.
Ulykken skete på Arnbjergvej ved Nordborg.
Manden er blevet overført til Odense Universitetshospital. Hans familie er underrettet.
En ATV er et terrængående køretøj med fire hjul.
Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov oplyser natten til tirsdag, at føreren af ATV'en slap uskadt fra ulykken.
Der var ikke andre end de to mænd på køretøjet.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken på Arnbjergvej mandag klokken 16.28.
Ifølge Henrik Sønderskov ved politiet ikke, hvorfor den 68-årige mand faldt af ATV'en.
/ritzau/