En hel opgang blev evakueret, da der tidligt torsdag morgen udbrød brand i en lejlighed i Kjellerup nord for Silkeborg.
Politi og brandvæsen fik alarmen om branden i Nørregade kort efter klokken seks.
Det stod hurtigt klart for myndighederne, at der var noget mistænkeligt ved branden, og politiet valgte derfor at anholde lejlighedens 38-årige beboer.
Han blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
Manden er sigtet efter straffelovens alvorligste paragraf om brandstiftelse, paragraf 180. Den handler om brandstiftelse, hvor andres liv har været i overhængende fare.
- Han erkendte, at han havde sat ild til nogle effekter i sin lejlighed og forklarede, at det var et råb om hjælp, fortæller Jakob Kjær, der mødte som anklager i grundlovsforhøret.
Den 38-årige ville dog ikke erkende sig skyldig efter paragraf 180, men kun efter den mildere bestemmelse om brandstiftelse, hvor andre liv ikke har været i fare.
Dommeren besluttede han skulle varetægtsfængsles i foreløbig fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
/ritzau/