En voldsom brand i et boligkompleks i Aabenraa 1. januar blev efter alt at dømme antændt for at skjule en endnu værre forbrydelse - nemlig et drab.
Politi og brandvæsen fik alarmen om brand i en lejlighed på Dams Teglgaard 20 klokken 18.23. I forbindelse med slukningen blev en 33-årig mand fundet død i lejligheden.
Men han var blevet slået ihjel, før branden brød ud.
Det har en obduktion af den afdøde vist, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der nu efterforsker sagen som en drabssag.
Foreløbig holder politiet dog kortene tæt til kroppen og vil ikke oplyse, hvordan den 33-årige er blevet dræbt. Heller ikke et muligt motiv til forbrydelsen vil man komme ind på.
Branden var meget voldsom, og omkring 50 personer blev evakueret fra tre opgange i lejlighedskomplekset. Desuden måtte seks personer - herunder to politifolk - en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning.
Den 33-årige mand kom til Danmark for fire-fem år siden.
Ifølge Ekstra Bladet var han syrer og boede i lejligheden sammen med 53-årig kvinde, der angiveligt skulle være iraker. Hun var dog ikke hjemme, da branden brød ud.
/ritzau/