Kunne vi ikke danne fælles front for at få musikerne tilbage?

De kalder det for enten ’playback’ eller ’singback’.

Men der er kun ét korrekt ord – og det er fup.

Når Peter Andersen vinder det danske Melodi Grand Prix, når Take That optræder i samme show, eller når andre musikere optræder på tv, så sker det uhyre sjældent direkte.

Så når trommeslageren slår på trommen, eller guitaristen tilsyneladende kaster sig ud i en guitarsolo, så er det?? Fup!’

Gaaaab!

Sig mig, tør I ikke?

Inden for madlavning, rej-ser, film, teater og andre dele af vores såkaldte ople-velsesøkonomi er det organiske, originale, økologiske, intense, uperfekte, rå, det spontane og det ægte noget eftertragtet.

Men ikke på DR, TV 2 eller resten af verdens tv-stationer, næ, nej.

Her skal musik helst serveres som en halvfrossen færdigret – fire minutter i mikrobølgeovnen, ingen overraskelser og gennemført middelmådigt.

Hvad blev der af hele ’Unplugged’-bølgen fra midthalvfemserne, hvor musikerne fik mulighed for at vise deres håndværk? Deres evner?

I sidste weekend lyttede jeg til et lettere tarveligt band, mens jeg stod i en stærkt tilrøget bar i Nuuk, Grønland, og tabte øl ved poolbordet.

Og selvom det måske kneb med helt at ramme toner, holde rytme og åbenbart også at stemme guitaren helt, så foretrækker jeg til enhver tid deres knirkende originalitet – frem for en omgang tarvelig fup.

Kunne man forestille sig en digter optræde med at mime sine digte til en bånd-optagelse?

En maler, som ville nedværdige sig til at stå og lade som om, at han maler?

En billedhugger, der bare ville hugge i luften, mens tv filmede ham eller hende?

Næppe.