Mens de fleste folketingspolitikere forbereder sig til det kommende valg, så gør Venstres Malou Aamund sig klar til at fortsætte karrieren udenfor Christiansborg. Fra 1. februar starter hun som salgsdirektør hos Microsoft Danmark.
"Jeg har været glad for de år, jeg har haft i Folketinget, men jeg har fået en enestående mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Det er en utrolig spændende stilling, hvor jeg kommer til at have ansvaret for salget til de største virksomheder i Danmark," siger hun.
Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, kalder Malous exit et tab for partiet, men håber skiftet mellem politik og topledelse kan inspirere andre.
"Det er en styrke for vores folkestyre, at politikere kan skifte mellem en karriere i det politiske og i det private erhvervsliv, og jeg håber, at Malous eksempel vil få flere fra det private til at overveje at gå aktivt ind i politik," siger han i en meddelelse.
Malou Aamund kom til dansk politik ved valget i 2007, først for Ny Alliance og fra 2008 hos Venstre som videnskabsordfører, efter at have arbejdet mere end ti år i it-branchen. Nu opfordrer hun chefer og direktører til at gøre som hende og prøve livet som politiker for en stund.
"I dag er det sådan, at det er de færreste fra erhvervslivet, som ønsker at blande sig i det politiske liv. Det er synd. Jeg har gjort det i en periode og haft nogle af de bedste oplevelser i mit liv. Men derfor er det jo ikke ensbetydende med, at jeg skal være der altid. Det er sundt for folkestyret, at der er noget dynamik, og at man kan gå til og fra," siger hun.
Maj 2007 - Malou Aamund slutter sig til Naser Khaders på daværende tidspunkt yderst populære Ny Alliance.
November 2007 - Valgt til Folketinget for Ny Alliance i Nordsjælland.
Februar 2008 - Aamund forlader Ny Alliance og slutter sig til Venstre. Her får hun poster som innovations- og siden forskningsordfører.
Januar 2011 - Aamund meddeler, at hun forlader politik.
Kilde: Folketingets hjemmeside.