Kevin Magnussen førte en anonym tilværelse i den bageste ende af feltet, da sæsonens tredjesidste Formel 1-grandprix blev kørt søndag i Mexico.
Danskeren sluttede som nummer 17, hvilket han ikke var synderligt glad for.
- Det var et rimeligt skuffende løb. Vi pitter ikke under safetycar, og det koster os rigtig dyrt, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport ifølge BT.
- Ud over det havde vi ikke særlig god fart i bilen. Det kunne godt have været bedre, hvis vi havde pittet under den safetycar, så havde vi muligvis stadig været i kamp om pointene, siger han.
Danskeren måtte i modsætning til de fleste konkurrenter gå i pit to gange, men det var der en naturlig forklaring på.
- Grunden til, at jeg ikke kunne køre til mål med mediumdækket, var, at jeg fik låst mit forhjul helt vildt.
- Jeg kørte først op over en kerb (kantsten, red.) i sving ti, og jeg tror, at jeg har ødelagt bilen. Jeg fik derefter låst mine forhjul og ødelagt bilens dæk, og så kørte jeg i pit, siger Kevin Magnussen.
Danskerens teamkammerat hos Renault, briten Jolyon Palmer, havde en noget bedre dag og sluttede som nummer 14.
Palmer og Magnussen kæmper begge for at beholde deres sæde hos Renault i næste sæson.
Teamet har allerede annonceret, at tyske Nico Hülkenberg, bliver Renaults ene kører i næste sæson.
/ritzau/