A.P. Møller - Mærsks olie- og gasforretning, Maersk Oil, har måttet lukke ned for dele af produktionen af olie og gas i Nordsøen på grund af vedligeholdelse, skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans torsdag eftermiddag.
Maersk Oil producerer 100.000 tønder olieækvivalenter mindre om dagen og 550 millioner kubikfod gas mindre per dag.
Samlet set har selskabet tabt seks dages produktion på grund af den uforudsete produktionsnedgang, meddeler selskabet ifølge Bloomberg News.
- På grund af uforudset vedligeholdelsesarbejde har Maersk Oil været nødt til at lukke dele af sin olie- og gasproduktion i den danske del af Nordsøen, skriver Maersk Oil i en meddelelse.
Maersk Oil forventer selv, at produktionen igen er tilbage i fulde omdrejninger fredag.
/ritzau/