Mærsk Mc-Kinney Møller havde gennem årene købt grunde op rundt om sit hjem i Charlottenlund. Nu har hans arvinger solgt den første af de 11 parceller for 15 millioner kroner, skriver boligsiden Boliga.dk.
Den afdøde milliardær fik bygget sit hus på Mosehøjvej 4c, Charlottenlund, tilbage i 1987. Og i årene der fulgte, købte han huse og grunde i kvarteret, så han ved sin død ejede intet mindre end 11 parceller i området, skriver Boliga.dk.
Men nu er hans arvinger via boet efter skibsrederen begyndt at sælge ud af grundene. Den første blev solgt lige før jul - 12. december - og gik for 15 millioner kroner. Den offentlige vurdering lød på 14.977.300 kroner.
Grunden er jordstykket lige over for Mærsks privatbolig.
Og den nye ejer, som bor i en villa på en tilstødende grund, kan nu nyde et grønt og parklignende område med store træer samt en skrånende plæne, der fylder knap 8400 kvadratmeter. Det var den største grund i Mærsk-samlingen.
Ud over det området på Mosehøjvej 9 købte Mærsk Mc-Kinney flere grunde lige op ad sit hjem og på den nærliggende Lysagervej.
Mens Mærsk Mc-Kinney døde i april sidste år, døde hans hustru Emma tilbage i december 2005. Skat har vurderet deres hjem - huset på Mosehøjvej 4c - til 29,5 millioner kroner. Huset er ikke sat til salg.
Mærsk havde en 670 kvadratmeter store etplansvilla med ni værelser, tre badeværelser, et stort køkken og en kælder, hvor der blandt andet lå en vinkælder på 114 kvadratmeter.
Huset var indrettet, så Emma kunne komme rundt i sin kørestol, og derfor er der ikke dørtrin mellem rummene.
Som Danmarks engang rigeste mand var der også plads til lidt luksus. En indendørs swimmingpool sørgede for, at Mærsk kunne få sit daglige morgenbad, skriver Boliga.dk.
/ritzau/