Forbrugsmønstrene blandt par i Skandinavien er dybt traditionelle.
Det er gerne sådan, at manden står for købet af familiens nye bil og elektroniske apparater, mens kvinden har ansvaret for dagligvarer og tøj.
Og selv om det lugter af fastlåste kønsroller, har vi det fint med fordelingen af de indkøbsrelaterede opgaver.
Det viser en ny undersøgelse blandt 1,7 millioner par foretaget af Nordea, skriver Jyllands-Posten.
93 procent af parrene mellem 18 og 65 år var tilfredse med deres indflydelse på husstandens forbrug.
Der var dog en lille negativitet at spore blandt de yngre par. 7 procent af de kvinder og mænd, der havde været sammen i under et år, var utilfredse med, hvem der styrede tegnebogen.