Det er med strejker som med strømafbrydelser.
Man forbander den først langt væk (intet tv, ingen computer, ingen lys, hvad skal vi dog lave?), men hurtigt elsker man det, fordi manglen på tidsfordriv tvinger os til at være sammen.
Sådan er det også med strejker.
Udover vi nu må finde os i, at strejker er en fin måde at ?slås? på, er strejken også en kærkommen chance for at få testet velfærdssamfundet og det personlige ansvar. Pårørende brokker sig som bekendt konstant over elendigheden på det plejehjem, hvor deres gamle far henslæber sit liv – men sjældent har samme ?pårørende? tid til at besøge gamle far.
Nu strejker sosu’erne, så de pårørende må for en gang skyld selv tage ansvar, lette numsen og besøge de gamle, og, hvis de er afhængige af hjemmehjælp, endda besøge dem hver dag, mens strejken står på.
Og jo, selvfølgelig er det hårdt for de forældre, der ikke kan få passet ungerne, men så gå dog sammen fem forældre, tag en fridag hver om ugen og pas hinandens unger.
Der er meget at lære. Enten vender I tilbage til vuggestuen i hengivenhed over den service, der ydes, eller også har I fundet de vise sten og opdaget, at jeres egen pasningsordning er bedre.
Danmark er en nation af velfærds-klynkere. Og nu strejker en lillebitte del af Velfærdsdanmark, og lad os så se, hvordan det går uden. Det bedste, der kan ske, er, at så mange som muligt opdager, at de kan selv, og at vi alle som én bærer et ansvar for vores nærmeste.