Ørkenens Sønner: En sang fra de varme lande .
Glassalen i Tivoli, 3. april 2007-11. april 2008
Tilrøget herreværelse med rød velour på væggene og kække kommentarer syd for bæltestedet. Sådan lyder den ikke særlig højpandede grundopskrift, som d herrer i Ørkenens Sønner har haft stor succes med siden 1991.
Derfor kunne man måske foranlediges til at tro, at det nu endelig var på tide at forny konceptet, men også i år er alt ved det gamle. Det er nemlig ikke nødvendigt at genopfinde noget som helst, så længe Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Kofoed holder det samme høje, professionelle niveau.
I En sang fra de varme lande er en god bid af showets handling henlagt til Afrika, med alt hvad det fører med sig af slet skjulte hentydninger til afrikanernes sagnomspundne anatomi. Karen Blixen, i skikkelse af Henrik Koefoed, efterlyser afrikanske mænds særlige fortrin, og gæt hvad der rimer på gammel forfatter. Det gør selvfølgelig lange p..... Plat? Ja. Veludført? I dén grad.
Lige i skabet
Specielt er musikaliteten i showet ikke til at komme udenom. De flerstemmige arrangementer akkompagneret af den evigt modvillige guitarist, Ole Ousen, sidder lige i skabet. Det gør timingen i slapstick-numrene også.
Eksempelvis får et tryllenummer, der ville få direktøren for Cirkus Arli til at krumme tæer over det lave trylle-faglige niveau, sit eget selvstændige liv med Søren Pilmark ved roret. Niels Olsen overgår sig selv i gummifjæs-mimik, og Asger Reher tager igen i år kegler som den røvballe-blottende pruttemester, Otto Fjertoman.
Med fare for at lyde en anelse bornert så kunne logebrødrene for min skyld godt have arbejdet lidt mere med de små film, der skal underholde publikum under kostumeskiftene. Specielt den store barmfagre kvinde, der med et lystent blik leger med sine silikonebryster, er næsten irriterende lummer og baggårdspornoagtig.
På den anden side har Ørkenens Sønner aldrig hævdet, at deres show skulle være en teaterpendant til Før Søndagen .