Liverpools angriber Luis Suárez har siden ankomsten til Premier League i 2011 været en evig kilde til debat på grund af sin kontroversielle stil, hvor han spiller med følelserne uden på tøjet.
Nu medgiver Uruguay-angriberen, at der er ting i hans spil, han bør rette til.
- Som årene går, indser man, hvad man bliver nødt til at ændre, fortæller Suárez til den uruguayanske avis El Pais.
- Jeg er 25 år gammel, og der er ting ved mit spil, som jeg bliver nødt til at korrigere. Eksempelvis min attitude på banen.
Suárez' temperament har kostet ham en del gule kort, og han risikerer karantæne for Uruguays landshold, hvis han fremkalder en ny advarsel.
- Det er svært, for det er den måde, jeg har spillet på, siden jeg var barn. Jeg prøver at lægge bånd på mig selv, men der er nogle gange, hvor min ivrighed får mig til at spille på den måde.
- Alle ved, at jeg gestikulerer meget. Snakker og protesterer meget. Og det er disse ting, jeg skal forsøge at ændre, siger angriberen.
Luis Suárez er for tiden særdeles upopulær hos Stoke-manager Tony Pulis. Pulis mener, at Suárez bør straffes for at forsøge at filme sig til et straffespark i søndagens kamp mellem Liverpool og Stoke.
Men angriberen har offentligt fået støtte fra Liverpool-manager Brendan Rodgers, der henviser til, at Stokes Robert Huth i starten af opgøret slap ustraffet fra bevidst at træde på en liggende Luis Suárez.
- Det er meget vigtigt for mig, at manageren støtter mig og er på min side, siger Luis Suarez.
Angriberen har spillet 50 kampe for Liverpool og har i disse scoret 20 mål.
/ritzau/