Det er ikke let at få fred her i strandstolen. Bedst som man hen over middag er slumret ind med en fadbamse i favnen, promenerer der pludselig både halvnøgne brudepiger og bodypaintede afro-damer forbi som reklamesøjler for endnu et koncept.
Mine badebukse-lommer er fed up med flyers. Et fransk filmselskab søger for eksempel producere til en selvstændig fortsættelse af alien-klassikeren E.T. , mens det lokale handikap-forbund klager over, at Cannes er inaccessibles for kørestolsbrugere. De har ret. Selv for reportere er alle veje ufremkommelige. Konstant møder man et No Access i jagten på de gyldne palmer.
Kun de vigtige ser film
Således er den berømte røde løber kun for smoking-klædte pressefolk med den helt rigtige farve på adgangstegnet, lige såvel som journalister er inddelt i vigtig , ikke rigtig vigtig og overhovedet ikke vigtig , når vi skal ind og se spritnye værker a la Michael Moores Sicko og Cohen-brødrenes Old Country for Old Men .
Jeg er lyserød og ikke rigtig vigtig , så jeg har ikke set en eneste filmstrimmel.
Til gengæld delte jeg i nat seng og dyne med en vigtig herre fra Dagbladenes Bureau (mens en gryntende brite i øvrigt sov den ud nede i fodenden), som kunne oplyse, at Michael Moore er tilbage i topform med sit spydske portræt af det amerikanske (u)sundhedsvæsen. Jo, tak, men vi er altså også stuvet sammen her i det sydfranske.
Det siger de selv i fjernsynet, der konstant bringer billeder af en eller anden celebrity og tusindvis af fans, der prøver at få et glimt af det der røde tæppe. Don Johnson kiggede forbi i går, men han var ikke en dag ældre at se på end i de gejlede Miami Vice-80 ere, hvilket sammenholdt med det faktum, at den kritiske presse ikke har adgang til galla-området, kun bekræfter min teori om, at den røde løber IKKE eksisterer.
At det er en 14 dage lang computeranimeret film med alle verdens stjerner på rollelisten. Det er et flot stykke klippearbejde, som fortjener at vinde juryens specialpris.
Danske kendisser
Nogen bekræfter dog netop nu, at nogen har set danske instruktører såsom Bille August (med en meget ung kæreste) og Tomas Willum (hvem er han?). Personligt så jeg kendissen Casper Christensen stå i nattens mulm og mørke (kl. 03.04) og kindkysse fire franske piger som tak for, at de har skaffet ham et godt brugt comedy-koncept, han kan kopiere. Dog er han ikke så kendt hernede, at han fik lov at komme ind til nattens Lordi-party. Nu kendt som årets Lorte-party.
Det finske rollespil kiggede nemlig forbi. Ikke nok med, at de har vundet Melodi Grand Prix, nu er de klar med Dark Floors , en endnu ikke indspillet horrorfilm, hvor de fem misfostre ifølge Mr. Lordi himself skal spille monstre. Sejt! Hvis kvaliteten er lige høj som den strandkoncert, der senere fandt sted under de finske VIP-parasoller, så taler vi om en ren Guldpalme-vinder.
De lød fuldstændig som en Iron Maiden-spoof på syre og surfbræt! Desværre kostede 25 centiliter plastik-krus-øl 80 kroner, hvilket rundt regnet er den samme pris som et styk Lordi-cd hjemme i Føtex. Usejt! En kollega fra dagbladet Børsen regnede sig derfor frem til, at pirat-øl betaler sig, mens han undrede sig over, hvorvidt finner også går til Brødrene Olsen-koncert. Det gør de ikke, kan jeg afsløre.
Jeg spurgte selv kulturministeren og hele hans udvalg, som er taget på ferie hernede.
Der er godt nok ikke en eneste dansk film i konkurrencen, men det forhindrede ikke Brian og kulturudvalget i at tage godt for sig af retterne til Filminstituttets særlige Meet The Danes -arrangement. For som vi siger hernede:
»Selv om dansk films guldalder er passé, kan man godt bevare attituden«.